Autisme

Autismeforedrag med Anne Skov og Hjerne-Madsen 2.

30. august 2017

Hvis du har læst om min fantastiske oplevelse til foredrag med Anne Skov og Hjerne-Madsen lige her, så har du måske undret sig over, hvor fortsættelsen blev af. Den havde forputtet sig under “kladde” i min blog desværre, men nu kommer guldkornene, lettere opdateret, som lovet.

Anne Skov ( fra TV-udsendelserne “De skjulte talenter” og som har FB gruppen Overlevelsesguiden) havde til foredraget ovenstående planche hun viste os. ” Med de rigtige rammer og den rette støtte kan vi meget” – ” Flyt ikke stilladset for tidligt “. Når man finder ud af, hvilken støtte et menneske behøver for at kunne løse opgaver store som små, så er det bedste vi kan gøre som medmennesker at anerkende det og lave den støtte så stabil som mulig, så længe den er nødvendig. 

Et eksempel: Min datter havde i mange måneder ikke kunnet gå i bad selv, da hun var nogle år yngre. Hun havde kunnet det i mange år tidligere, man pga. massiv mistrivsel væltede hun mentalt så selv helt almindelig dagligdags ting ikke kunne overskues. Bemærk : overskue. Det handlede nemlig ikke om at hun ikke ville gå i bad, men om at hun ikke kunne overskue det og derfor ikke turde og kunne. Man kan nemt komme til at fortolke det forkert. 

 

Som mor er det utroligt frustrerende og trist at opleve, for det er jo en ret almindelig aktivitet at gå i bad, hvilket selv små børn ned til omkring 4 år klarer helt på egen hånd. Der var ingen tvivl om hvad jeg skulle gøre for at hjælpe hende, nemlig lave overblik og struktur og give god tid til at hun fik mod og mentale kræfter til at kunne lære det igen. Her kommer stilladset ind. Det ville være fantastisk hvis jeg havde en krystalkugle til at vise mig hvilket stillads hun havde brug for. Var det måske billeder af rækkefølgen, måske et karbad for sensitivitet, musik, eller noget helt andet? Her ser I begyndelsen til det stillads jeg lavede, efter samråd med min datter :

  • Find håndklæde og vaskeklud frem og læg på skamlen foran bruseren
  • Læg det nye rene tøj klar på bænken i badeværelset
  • Åben for bruseren og reguler vandets stråler og temperatur
  • Tag alt dit tørre tøj af og læg det i skabet på badeværelset osv osv.

Graden af detaljer kan være vanskelig at gætte, men hellere for mange end for få er reglen her i huset. Det at lave rækkefølgen og derefter samtale med hende om hvor mange punkter der var behov for, hvornår jeg skulle være i badeværelset eller udenfor, lys og lyde og lugte reguleret så godt som muligt , det er stilladset

Efter nogle få gange havde hun fundet tryghed i at gå i bad og jeg forlod 1. salen som back-up og kunne gå ned i stuen, imens hun var i bad. Troede jeg. Pludselig en aften stod hun rystende af stress og angst over bad og var virkelig ked af det.  Jeg havde fjernet stilladset for tidligt. ” Mor bare fordi jeg har kunnet løse opgaven alene nogle gange, betyder det ikke at jeg kan gøre det hver gang allerede !” . Jeg anerkendte, undskyldte og blev virkelig flov. Så man skal huske ikke at fjerne stilladset for tidligt som Anne Skov pointerede til foredraget.

 

 

Anne Skov havde også denne planche med, som meget fint illustrer hvor mange detaljer der kan være i noget så enkelt som at lave sig en mad. Præcist sådan er min datters liv og tanker også om mad og som I kan læse i mit eksempel med at tage bad. Med helt dagligdags eksempler forklarede Anne på humoristisk vis, hvordan hun havde taget notater om hele processen i at lave sig en mad mens hun iagttog sin søn i processen. 95 trin……prøv lige at tænke på at det også gælder for at gå i bad, vælge tøj til næste dag, besøge familie osv for mange mennesker med autisme. Ikke for alle, men for mange.

 

 

Annes foredrag var fantastisk lærerigt, men også underholdende fordi hun forstår at formidle om sit liv og dets udfordringer på en meget lige til og umiddelbar let forståelig måde. Hvis du ikke fik set hende i Tv-udsendelserne De skjulte talenter, kan du lige nu se alle 4 afsnit på DR via streaming men kun indtil 4. September i år. Der er også et gensyn med skønne Louise og hendes mange gode tanker om livet med autisme. Jeg er vild med Louise.

 

 

Helt helt vildt er det så opdage, at Anne nu laver et nyt foredrag sammen med Louise fra “De skjulte talenter”. Du kan købe billetter hvis du er hurtig via linket her. 

De vil øse ud af deres livserfaringer med kloge ord og smil, og deres planlægning kan følges på Annes FB Vidensbanken nogle gange. Smut afsted, tag en ven, moster, kollega og alle dem du kender med. Jo mere viden vi får om autisme, jo bedre kan vi blive til at hjælpe hinanden til et bedre liv.

Du kan måske også lide

Ingen kommentarer

Skriv en besked