Autisme Hverdagen

Før og efter ferie i vores familie med autisme.

14. juli 2017

 

FANØ er smuk, som i virkelig smuk. Vi har været der et par dage og jeg vil her fortælle lidt om vores planlægning og mine tanker om ferie. Jeg kan nemlig godt glædes over at andre poster masser af billede på de sociale medier af deres sommerferier, hvor største bekymring er, om der er hedebølge i Spanien, om de skal have is eller frugt til dessert på hvilken restaurant eller om de skal tage en rejse mere den sidste uge når de kommer hjem fra første uge. Jeg kan til gengæld også blive pænt misundelig og ærgerlig over at det ikke er så enkelt for os at tage på ferie. Her er der nemlig andre boller på suppen pga autisme.

Inden vi har kunnet tage på et par feriedage på Fanø i år, har der været mange år, hvor vi slet ikke har kunnet være hjemmefra og blot har siddet hjemme i huset hver dag i sommerferien. Det kræver en del energi at kunne færdes i ukendte omgivelser med autisme, og den energi har været ikke eksisterende her. Der er også et stort forarbejde der skal gøres, når endelig det lysner og man kan se sit snit til måske at stikke af hjemmefra et par dage. Det tager jeg med glæde for at det skal lykkes.

Inden vi kørte sydpå til Fanø, skulle der laves forudsigelighed så godt som muligt og det var bla.:

  • Klar aftale om hvilke dage det drejede sig om og tid for afgang
  • Foto af feriestedet samt foto af hele huset og sovepladser
  • Aftale og planlægning af alle måltider
  • Aftale om hvilket porcelæn og bestik og mad der skal med hjemmefra til alle dagene
  • Planlægning af aktiviteter og muligheder for pauser hver dag
  • Plan B for ændringer i aktivitet pga fx vejret eller træthed
  • Pakkelister justeres og gennemgåes et par gange en uge og 2 dage forinden
  • Planlægning at transport herunder spisning

 

Der er meget forarbejde, som man ikke lige tænker over er nødvendigt hvis man har et barn uden autisme, men alle detaljer er vigtige her hos os og en enkelt smutter kan belaste utroligt meget så turen ikke bliver mulig at gennemføre i værste fald. Heldigvist er jeg efterhånden ret god til at huske de fleste detaljer, fordi jeg bruger lister i et notesytem som hele tiden rettes til og reguleres i hverdagen og min datter er blevet langt bedre til at give udtryk verbalt for sine behov såvel som frustrationer. Det er langt sværere med mindre børn ofte.

Nu er vi hjemme igen efter et par overnatninger på skønne Fanø og der skal ro på i vante rammer. Det er nærmest en lettelse at komme hjem igen for datter og jeg, men en succes var det i år og vi skal bestemt afsted igen en anden gang. Vi fik oplevet en masse dejligt som fx strik hos Christel Seyfarth som du finder Her. Spist pandekager ( godtnok til pæn overpris i forhold til kvalitet og servering ) hos Hans & Grethe Créperie, set Glaspusteri og været et par ture ved slagtermester Christiansen efter den berømte spegepølse. Jeg har set på silkestoffer og vi har været flere ture på stranden for at finde kæmpe konkylier , set sæler, kastet med frisbee og soppet. En lækker jordbærtærte blev i den grad også nydt på øen. Overalt har vi mødt venlighed og hjælpsomme beboere på Fanø.

Der er nok at nyde på Fanø og jeg vil mægtig gerne tilbage til øen igen. Smukt og fredeligt og man kan sagtens rejse med et par store teenagere også da udelivet frister. Tag afsted hvis du kan….

Du kan måske også lide

Ingen kommentarer

Skriv en besked