Autisme Hverdagen

Torsdagsmøde

5. januar 2017

 

Om torsdagen har vi næsten altid torsdagsmøder her i huset. Det er en dag der kræver god planlægning af hvad der skal med til mødet og hvordan tiden udnyttes til fulde. Kanelsnegle er altså ikke fast punkt på dagsordenen, slet ikke ;), men idag vågnede vi op til sne og både Maria og jeg trængte til lune hjemmebagte kanelsnegle, så sådan blev det.

 

Torsdagsmøder er møder med vores dygtige autismerådgiver som er kommet her i huset de sidste 3 år, efter vi havde et VISO-forløb med PPR og Specialrådgivningen. Hun er knagende skarp og fanger hurtigt mine sætninger, min datters arbejdspunkter og ikke mindst er hun en rigtig god sparringspartner, når der hele tiden er noget,  der skal være fokus på få dage frem, uger frem eller nu og her. Der kan min hjerne ikke altid have hele det store overblik og hun har erfaringen fra mange andre unge med Autismediagnoser til at spotte hvad vi skal have for øje. Vores samarbejde bygger på en god anerkendende pædagogik og ikke mindst ordentlighed. At man gør sit bedste og helst lidt mere, for at barnet hele tiden støttes bedst muligt. Vi har samme sorte humor, hvilket gør mange ting lettere at tale om faktisk.

 

Idag var der en lang række af punkter jeg havde mailet til hende i forvejen og hun bad om nogle ekstra info tilsendt, så hun kunne forberede sig inden hun ankom. På den måde udnytter vi tiden optimalt og det endte med, at hun ikke fik en eneste kanelsnegl, fordi tiden ikke var til at vi både kunne snakke fremadrettede løsninger, kommende møder med Forvaltningen nu min datter snart fylder 18 og al støtte automatisk bortfalder som om autisme forsvandt den dag, OG have fedtede fingre af kanelsnegle når vi griflede notater og aftaler ned. Der er virkelig mange ting der skal undersøges og forelægges min datter så hun selv kan være med til at vurdere hvor vi skal henad. Det skal ikke være en hemmelighed at jeg finder systemet omkring børn  med funktionsnedsættelse utroligt rigidt når de bliver 18 år.

 

Vi havde punkter som kørekort, uddannelsesmuligheder på nedsat tid, mentor eller guidning og et par kommende vigtige møder de næste uger der skulle indsamles viden om. Ikke alle punkter nåede vi, men næsten. De sidste mailer vi om sammen, så der er samlet op til næste møde kommende torsdag.

 

Hvis du sidder og tænker “Hvad er VISO?” Kan du læse mere om det her. VISO er en specialrådgivningsorganisation som er GRATIS og benytte. Alle kan henvende sig til dem for at spørge om hjælp og man visiteres så til det efter hvad de mener at kunne byde ind med. Vi har haft stor glæde og hjælp fra vores VISO-forløb og kan kun anbefale at man sætter sig lidt ind i denne mulighed som forælder.

Du kan måske også lide

Ingen kommentarer

Skriv en besked